Opskrifter på mad og kager. Især kager. Mange kager. Jeg elsker at bage og lave mad, men hader når det kikser. Her vil jeg samle alle mine ynglingsopskrifter, samlet ind fra andre blogs, hjemmesider, bøger osv. Dog med lidt småændringer, da jeg har meget svært ved at holde mig 100% til en opskrift og også er lidt kræsen.

torsdag den 27. juni 2013

Frosting

Smørcreme, Cream cheese frosting, Swiss meringue buttercream, Italian meringue buttercream osv. osv.
Kært barn har mange navne og der findes utallige metoder og udgaver af denne skønne "pynt".



Mange, inkl. mig selv, syntes at det bliver lidt vammelt med en frosting lavet af smør, flormelis og vanilleessens, så her kommer et par opskrifter fra Martha Stewart (selvfølgelig ændret en smule).
-De er søde og passer godt til en let bitter chokolade cupcake eller kager med bær eller syrlige frugter.
Hvis man bruger en basis dej til kagen (som også er sød) er det en god idé at "fylde" kagen med en syrlig coulis. Se evt. HER

Swiss meringue buttercream:
Denne frosting laves først over vandbad og piskes herefter kold i en køkkenmaskine.

340 g. Sukker
6 past. Æggehvider
Et nip salt
115 g. Smør (stuetemperatur)
1 spsk. Vanilleessens

Sukker, æggehvider og salt piskes over vandbad til sukkeret er opløst og massen bliver 71 grader (brug et sukkertermometer).

Hæld herefter massen i røremaskinen og pisk på medium hastighed i ca. 7 minutter.
Skru hastigheden og på medium-høj og pisk til massen danner stive toppe.
Så skruer du, igen, ned på medium hastighed og tilsætter smørret i små tern -en ad gangen til det er rørt helt ud.
til sidst tilsættes vanilleessens efter smag.

Brug frostingen med det samme eller stil på køl op til 3 dage (herefter skal det lige piskes op igen inden brug).

Man kan variere smagen ved f.eks. at komme frysetørret frugter eller bær i.
Jeg har prøvet med jordbærgranulat, som jeg knuste til fint pulver i en morter. Herefter vendte jeg det bare i ovenstående frosting.
Det smagte himmelsk! Lidt som gammeldags jordbæris...MUMS!

Meringue Frosting:
Denne frosting smager ligesom skummet i en flødebolle og fremgangsmåden er den samme.
Man kan også variere denne i smagen, med essens, frugtcoulis, frysetørret bær eller chokolade. Mulighederne er mange.
Se opskriften HER :)


Begge typer frosting kan farves med pastafarver.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar